lørdag den 11. februar 2012

Prinsessefræs

Findes der noget mere tøse-vidunderligt end at få lov til at køre fuldstændig ud af en lyserød glimmer-tangent med en flok små prinsesser på 4-5 år?


Jeg var ude til et én dags kunstforløb i en børnehave, og havde valgt at dele børnene i rene drenge - og pigegrupper. Se lige hvilke yndigheder pigerne kreerede. Vi havde selvfølgelig masser af prinsessebilleder, dukker og kroner at se på, og mens pigerne sad med deres akvarelpapir og blyanter, viste jeg dem trin for trin på tavlen, hvordan man kan tegne en prinsesse med både hals, pufærmer og kjole i flere lag. Pigerne var fuldstændig tændte!

Materialer: Akvarelpapir, str. ca. A3, blyanter, prinsesser :-),  sorte sprittuscher, bløde, fede oliepastelkridt, fx Mungyo, flydende akvarel i smukke farver. Nårh ja, og GLIMMER! Malertape til at spænde papiret op på bordet med. Når man piller det af, har billedet en fin, hvid ramme og er helt klar til at udstille.    


Når jeg arbejder med mindre børn på denne måde, viser jeg dem ofte hvordan man kan tegne den figur jeg har valgt, vi skal arbejde med. På den måde får de en "model" præsenteret, som de selv kan videreudvikle. De gør den lynhurtigt til deres egen, og den giver grobund for mange nye formmæssige eksperimenter. Det er min erfaring, at det sætter noget nyt i gang hos børnene (og altså ikke låser dem fast i et bestemt skema), når jeg på den måde giver dem nogle helt konkrete redskaber. Børnenes tegninger får altid hver især deres egne helt personlige udtryk. De små tegnere har i trygge rammer gjort sig erfaringer med form og farve, og de har hver især skabt et produkt, som de er glade for og stolte af. Det giver mod på nye eksperimenter. 

I andre forløb, er det processen og det frie eksperiment, der er mere i fokus. Fx når  vi maler en skrottet bil med toiletbørster, eller laver billeder af mad som skal spises bagefter. Begge tilgange til den skabende proces har sin berettigelse og de bør supplere hinanden.








2 kommentarer:

  1. Hvor ER de smukke... DET er kunst. Livsbekræftende job du der har dig ;o)

    SvarSlet
  2. Kære Gitte
    Ja, de er bare så fine. Jeg ville ønske jeg selv havde tegnet hende med de blå øjne... Børns tegninger har den der helt særlige nerve, som jeg beundrer så meget og bliver så inspireret af... Jeg synes også selv jeg har verdens bedste job :-)

    Mange hilsner fra Line

    SvarSlet