mandag den 17. marts 2014

Ugler i akvarel

Jeg kan slet ikke stå for børnetegninger! Det liv og den nerve, der er i sådan en flok 4-årriges streger gør mig helt blød om hjertet. I disse uger er jeg så heldig at lave kunstprojekt i en lille børnehave i Århus, og i fredags lavede mellemgruppebørnene de her vidunderlige ugler.

Børnene kom på besøg i det lille "atelier" i små grupper, og jeg startede med at vise dem min søns udstoppede ugle og fortælle dem lidt om ugler. Vi læste også Halfdan Rasmussens uglerim og sang den lille sang. Vi snakkede meget om hvordan man kan se, at en ugle er en ugle. Om formen på kroppen, de store, runde øjne, "ørerne", som kun er til pynt, de skarpe kløer osv. Og så viste jeg børnene hvordan man kan tegne en ugle. Stor vægt på, at man kan tegne en ugle på mange forskellige måder, og at jeg tegner på min måde mens de hver især tegner på deres egen måde.

Nu tegnede børnene hver en ugle på akvarelpapir i A3-format. De tegnede med sorte sprittuscher. På forhånd havde jeg spændt akvarelpapiret fast på bordet med malertape. Så ligger papiret godt, mens barnet arbejder, og når man forsigtigt piller tapen af igen, er der en fin, hvid ramme om motivet. Næste skridt var at tegne mønster, fjer osv. på uglen med fede oliepastelkridt. Vi brugte Myngyo fra AV Form. Børnene tegnede også stjerner i baggrunden bag uglerne med kridt. Til sidst farvede de billederne med flydende akvarel i de farver, som jeg på forhånd havde blandet. Farver, der ligger mellem blåt og gult i farvecirklen. Så kan børnene nemlig blande og eksperimentere med farverne uden at det hele ender med at blive brunt. Og hvor var de dog stolte, de små kunstnerspirer :-) Se nogle af de skønne ugler her:









lørdag den 1. marts 2014

Ugly Dolls


En lørdag i januar inviterede vi i Favrskovs Billedskoler børn og bedsteforældre til 4 synkrone workshops i Ulstrup, Hadsten, Hammel og Hinnerup. Over 100 børn og ældre fra hele kommunen fik sat nyt liv i gamle klude, da de kastede sig over dagens udfordring: Ugly Dolls. 

Vi havde på forhånd samlet rå mængder af stof, knapper, garn, lynlåse, kantebånd osv. til projektet. Lidt lækkerier som zebrastribet velour, neonfarvet jersey i grafiske mønstre, pon-ponbånd, og masser af pudefyld (i form af kæmpepuder fra Stof og Stil, som viste sig at være den billigste løsning), blev købt ind. Og de voksne deltagere kom med deres egne symaskiner. 

I Hinnerup Startede vi workshoppen med en god gang inspiration gennem et powerpointshow med Ugly Dolls og kunstdukker i alle afskygninger. Og så gik det ellers løs med at tegne skitser, vælge stof, klippe ud og dekorere med knapper, lynlåse, garn og broderi. Det var en fantastisk dag. Der blev snakket og grinet på tværs af generationer, og enkelte steder gav travlhed og arbejdsiver røde kinder hos både børn, ældre og billedskolelærere. 

I øjeblikket turnerer dukkerne rundt på Favrskovbibliotekerne, og som et minde om dagen, og for at dokumentere projektet, har vi fået fremstillet flotte postkort, som står som en gratis gave til borgerne på alle kommunens biblioteker. 

Her kan du se nogle af de skønne dukker, som blev syet på workshoppen her i Hinnerup, hvor jeg sammen med min gode billedskolekollega, Annitta Krogsgaard var vært for 18 gæve damer med symaskiner og 20 kreative og fantasifulde børn. 

Projektet er gennemført med støtte fra Favrskov Kommune.