tirsdag den 29. november 2016

Mal et engleikon


Til alle tider og i mange, mange kulturer verden over, har "bevingede" væsener i menneskeskikkelse fascineret folk. Tænk bare på den græske sejrsgudinde, Nike, med sine løse gevandter og smukke svanevinger, den nordiske mytologis valkyrier, som samlede de døde krigere op fra slagmarken, skytsenglene og Superman, som svæver afsted med sin kappe og redder folk. Og så selvfølgelig alle biblens engle, lige fra de ærefrygtindgydende Serafer som med 3-dobbelte, øjenbeklædte vinger, vogter Guds trone, over ærkeenglen Gabriel, som bebudede Jesu fødsel for Jomfru Maria (i øvrigt det mest brugte motiv i den vestlige kulturs kunsthistorie), til Rafaels små, fede Puccier som dukker op alle vegne her ved juletid.

Det er oplagt at arbejde med engle i skolen - og med en god introduktion til forskellige tiders og kulturers engleskikkelser, får eleverne indsigt i både egen og fremmede kulturers billeder. 

Med inspiration fra den amerikanske kunstner, Heather Galler, har jeg udviklet denne idé, som lukker op for en farvestrålende og fantasifuld tilgang til det klassiske ikonmaleri. 

Der arbejdes her med maleri i flere lag (våde farver), og skitsearbejde, farvelære og komposition indgår i forløbet.   

Ikonerne males på 9 m.m. MDF-plader i str. 27 x 22 cm., og fremgangsmåden er som i traditionelt ikonmaleri: Flademaleri som til sidst dekoreres med detaljer som ansigtstræk og mønstre. 

Sådan kan du gøre: 

Start med at give eleverne en grundig introduktion til englenes kunst - og kulturhistoriske univers.  

Vis derefter eleverne billeder af Heather Gallers farvestrålende englemalerier.  



Slib en MDF-plde let og grundmal den med primer eller anden grunder. 

Tegn en skitse af din engel på papir i samme format som pladen. 

Tegn englen over på pladen ved hjælp af gammeldags kalkerpapir. 



 Mal baggrunden.


Mal ansigt, hals og hænder.

Mal håret.


 Mal resten af englen.


  
Når malingen er tør, kan du male mønstre og striber med små, fine 

pensler.

Du kan tegne konturstreger med Poscatuscher i flotte farver, og du

kan lave prikker med bambusspyd, blomsterpinde og skumstempler.


Jo flere detaljer du laver, jo flottere bliver dit engleikon. 


Ikonerne herunder er malet af pigerne på 7. årgang på 

Præstemarkskolen i Søften, hvor jeg var ude med   

Hinnerup Billedskoles rullende engleworkshop i forbindelse med 

Åben Skole i Favrskov.   











God fornøjelse!

søndag den 6. november 2016

Monsterskulptur af genbrugstræ (klodsmonstre)



Beskrivelse af idéen:
Se en generel introduktion til arbejdet med monstre i billedkunst her: http://linefroeslev.blogspot.dk/2016/08/mal-et-monster-monsterfed-billedkunst.html

Idéen her opstod, da jeg en dag kom forbi kassen med træaffald i mit lokale byggemarked. De små træstumper nærmest lå og kaldte på at blive taget med hjem og få nyt liv. At det lige blev monstre der kom ud af det, skyldes at jeg havde set street artkunstneren Bortusk Leers seje små træklodsmonstre og fik lyst til at bygge videre på den idé. 

I Hinnerup Billedskole fejrer vi her i efteråret 10 års fødselsdag, så temaet på alle hold er TI. Skulpturopgaven her kom derfor til at lyde: Byg et monster af 10 træklodser. Du må hverken bruge mere eller mindre. Og eleverne jublede. De syntes det var den skønneste opgave! 

Idéen taler i lige så høj grad til drenge som til piger. Her arbejdes med skulptur i sammenføjet form, og skildringsformen tager udgangspunkt i elevernes fantasi og forestilling.   

Tak til Byg og Mal i Søften for alle stumperne! 



Sådan kan du gøre: 
  • Sav byggemarkedets ( eller håndværk og design-lokalets) træstumper op i mindre stykker. Lav gerne nogle med skæve vinkler. De større børn kan save selv. Jeg fik min kære husbond til at save mine klodser ud. 
  • Vis eleverne billeder af Bortusk Leers streetmonster-klodsmonstre http://www.vault17.com/bortuskleer/
  • Gå på jagt i klodskassen og find stumper, som vækker dit monster til live. 
  • Slib de valgte klodser let med sandpapir.
  • Lim dit monster sammen med limpistol.


  • Mal dit monster med god akrylmaling. Her har vi brugt tavlemaling, som findes i nogle superflotte farver og har en lækker silkemat overflade. 
  • Klip øjne, munde og tænder i mosgummi og lim det på med limstift.
  • Tag et gruppe billede af monsterflokken og gå bagefter ud og sæt dem op i byrummet og fotografer dem der. Det er street art i børnehøjde!    


Mine billedskoleelevers klodsmonstre... 


... Og mine CFU-kursisters klodsmonstre. Billederne er taget på mit kursus "Boost din billedkunst 3" på CFU i Aalborg. Hold øje med min hjemmeside www.linefroeslev.dk for datoerne på de næste "Boost din billedkunst"-kurser i Aalborg, Odense, Silkeborg, Vejle og Århus. Du kan allerede nu tilmelde dig hos de nævnte CFUér.