torsdag den 25. februar 2016

Post It-monstre (John Kenn Mortensen-parafraser)


John Kenn Mortensen er en ung, dansk kunstner på vej frem. Han er lige nu aktuel med illustrationerne til en omskrivning af Hans og Grethe. John er egentlig børneTV-instruktør, men om aftenen, når han har fået fri, og hans små tvillinger er puttet, tager han sin Post It-blok og sin ultrafine sorte tusch frem og begynder at tegne monstre… Post It-monstre. 

Idéen her taler til både drenge og piger i alle aldre. Lidt uhyggelige er billederne for de allermindste, men med en god voksen i hånden, kan mødet med de grumme, og samtidig humoristiske tegninger være en frydefuld indgang til at få de lyssky skabninger slæbt frem i lyset.

I Hinnerup Billedskole var vi så heldige, at der i vores lokale kulturhus hang en udstilling af John Kenn Mortensens tegninger i februar måned. Så flere af vores hold var på tur til Uhresalen for at se de frydefuldt grufulde tegninger og gå på opdagelse i det mørke univers.

Rent tegneteknisk er det oplagt at gå på jagt efter forskellige måder at bruge stregen på i John Kenn Mortensens billeder. Og at tage en snak om skala. Hvordan viser man at noget er meget stort eller meget småt?    




Sådan kan du gøre:
  • Tag en snak om monstre. Hvad er et monster. Hvor kender vi monstrene fra? Findes de? Er de alle sammen onde?
  • Se på John Kenn Mortensens Post It-monstre. Brug evt forstørrelsesglas for at få alle detaljerne med
  • Lad eleverne på jagt efter forskellige måder at bruge stregen på i Johns Kenn Mortensens billeder. Lad dem lave små ”tegneprøver” på et ark papir, hvor de fx viser hvordan John tegner pels, græs, vand, himmel, øjne osv.
  • Tag en snak om skala og størrelsesforhold. Hvordan viser man, at noget er stort mens andet er småt i en tegning? Hvordan kan fx vi se størrelsen på Johns monstre?
  • Derefter tegner eleverne deres egne Post-it-monstre på Post It´s

Materialer:
Billeder af John Kenn Mortensens værker, Fx hans postkort eller bøger, som fx kan købes her: https://www.saxo.com/dk/post-it-monstre_john-kenn-mortensen_indbundet_9788792246462
Tegnepapir
Post It-notes i forskellige størrelser
Blyanter og fine, sorte permanenttuscher

Tip: Der findes Post It-notes i maxi størrelse: 30x30 cm. Jeg fandt dem hos min lokale Bøger og Papir. 

Jeg håber I får en hårrejsende billedkunsttime!  

søndag den 21. februar 2016

Barbara Kobylinska-parafraser


Jeg faldt tilfældigt over den polskfødte kunstner Barbara Kobylinskas farverige fugleskulpturer på Pinterest, og blev helt betaget af både former, farver og brugen af mønstre. På bloggen her http://www.smallhandsbigart.com/barbara-kobylinksa-inspired-sculptures/kan du se hvordan mindre børn har arbejdet med parafraser over hendes værker. Jeg fik lyst til at brygge lidt videre på idéen og undersøgte hvad tape og gipsgaze kunne i forhold til papmaché. Og det kom der disse fugle ud af .

I dette forløb arbejder eleverne med parafraser over kunstnerens farvestrålende værker. Ved at tage udgangspunkt i gamle plasticflasker – eller dunke, tænkes et genbrugsaspekt ind i idéen. Eleverne lærer at forholde sig til en given form, som de – ved at sammenføje forskellige materialer – bygger videre på. 

Vis eleverne billeder af Barbara Kobylinskas værker og snak om hvad der er særligt ved dem (langstrakte former, fantasier og abstraktioner over fugle, rene, klare farver, bestemte farvekombinationer, mønstre i flere lag osv.). 

Det er en god idé at lade eleverne tegne skitser forud for skulpturarbejdet. Skitserne kan tegnes op på papir i aflangt format og farvelægges med flydende akvarel. Det bliver små kunstværker i sig selv.
Lad børnene bruge skitserne til at overveje hvordan deres egne lange fugleskulpturer skal se ud. Hænger de med næbbet eller strækker de sig mod himlen? Hvilke farver og mønstre vil de bruge? 

Alle skulpturerne er lavet over genbrugsplastikflasker, og alt efter hvilken aldersgruppe du arbejder med, og hvor meget tid I har, kan du vælge at bruge enten malertape, papmaché eller gipsgaze til skulpturerne.

Sådan kan du gøre:


Fyld lidt småsten eller anden "ballast" i en plastikflaske og byg videre på den med staniol. Hold evt. staniolen fast med malertape. Byg ”mave”, ”gumpe”, hals og hoved.




Når flasken har fået fugleform kan du vælge én af følgende tre teknikker:
Beklæd figuren mad malertape (den hurtige løsning)
Beklæd figuren med papmaché (den klassiske løsning)
Beklæd figuren med gipsgaze (den lækre løsning J)
Hvis du beklæder med papmaché eller gipsgaze kan du lave sjove detaljer på figuren med fx små, halve styroporkugler eller pap inden du beklæder den.


Når figuren er tør, males den med god akrylmaling. Det er en god idé at arbejde i flere lag, så farverne ligger fint og ikke løber sammen. Den helt tørre figur kan dekoreres yderligere med sprit – eller Poscatuscher.

Materialer:
  • Plastikflasker eller dunke
  • Staniol
  • Malertape
  • Evt. papmaché eller gipsgaze
  • Evt. små styroporkugler skåret i halve
  • Papkassepap til fx næb og kamme
  • God akrylmaling
  • Sorte permanenttuscher
  • Poschatuscher
  • Evt. lak til slutfernis, hvis figuren skal være blank (limlak kan bruges)
Rigtig god fornøjelse!