Kan man male med en kagerulle? Ja! DET kan man! Og hvis man binder grov snor, fx knyttegarn, omkring den lille rulle, sætter den de fineste spor.
Her arbejder børnehavebørn på 4 år med et stort fællesmaleri på lærred, som efterfølgende blev spændt op på rundstokke og hængt op på væggen. Udover kageruller malede vi bl.a. med fluesmækkere, bobleplastik og bilhjul.
Det er altid en god idé at bruge farvecirklens nabofarver, når mindre børn arbejder med våde farver som fx akrylmalingingen her.
At bruge nye, alternative maleredskaber - og teknikker, er med til at lukke op for en kreativ tankegang, og det styrker børnenes fantasi og skaberglæde. Præstationsangst forsvinder som dug for solen, og det er sjovt at gøre noget skørt sammen.
Børn er verdensmestre i at tænke ud af boksen, og den evne skal vi værne om, fx gennem skæve, eksperimenterende kunstforløb.
Med andre ord: Innovation i børnehøjde.