Det kører med ører

Når man skal ud i skoven og lave landart, skal man have det hele med. Duftene, solstrålerne, regndråberne, følelsen af mos mellem fingrene og blade under fødderne. Og så alle lydene. Af fugle, der synger. Af strå og grene, der hvisker i vinden. Af regnen, der drypper på bladene. Af nisserne og de små skovtrolde, der lister rundt mellem træstubbene derinde i halvmørket under granerne, hvor man ikke helt kan se, hvad der foregår... Så hvad er bedre end at få sine egne kæmpestore museører, som opfanger alle skovens lyde?

Noget af det, jeg elsker ved at lave kunstprojekter med børn, er, at de altid er 100% med på den. Som nu for eksempel historien med ørerne. Som en del af et stort kunstprojekt med 4 institutioner i Skanderborg, havde jeg en hel uge i skoven med 60 skønne unger. Og da jeg en morgen pludselig sad med museører på, mens jeg hjalp nogle drenge med at montere arme på deres små gren-mænd, var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved hvorvidt det var sært eller ej med de ører. De små purke konstaterede bare. "Du har ører på". Jeg bekræftede, og inden jeg havde nået at spørge, om det også var noget for dem, havde de bedt om lov til selv at få et par museører. Og selvfølgelig fik alle børn museører. Lavet af en gammel papkasse, bukseelastik og pinkfarvet Gaffatape. Og hold da op, hvor var det noget særligt at gå på opdagelse i skoven den dag. Vi kunne virkelig høre lydene meget tydeligere. Og man laver altså en helt særlig slags skovkunst med museører på.

Det kører med ører!