mandag den 24. september 2012
Mal på plastik
Til den store jubilæumskunstworkshop i Hinnerup d. 8/9, havde jeg ansat 7 knalddygtige kunstnere og undervisere til at stå for hver sin aktivitet. Se her hvad Annitta Krogsgaard, som også er min skønne kollega i Hinnerup Billedskole, satte i gang: Kæmpemaleri på klar plastik. Aktiviteten var en stor succes for både børn og voksne, og i løbet af dagen, voksede hele to mange meter lange malerier frem.
Materialer: Klar dampspærrer, bløde pensler, billig akrykmalig (blank, fx fra AV-Form) + et lille dryp opvaskemiddel i malingen.
torsdag den 20. september 2012
onsdag den 12. september 2012
Mesterlige mosaikker
Til byjubilæerne i Hinnerup og Hadsten, ønskede man sig to mindeværker skabt af børn. Jeg fik den fornemme opgave, at udtænke idéen og gennemføre projektet i samarbejde med elever og kolleger (Annitta Krogsgaard, Jane Susanne Andersen, Jan Agerbo og Susan Tiainen) i Hinnerup Billedskole og Den Skæve Billedskole i Hadsten. I løbet af kun 2 1/2 uge lykkedes det os at skabe de mosaikker, som blev afsløret af kronprinsparret og en lille håndfuld af vores elever d. 8/9. Indrømmet: Det har givet mig en del vågne nætter at skulle skabe noget så stort i løbet af så kort tid, men med hjælp fra 95 børn, 4 fantastiske kolleger og en hel flok frivillige forældre, og ikke mindst en meget dygtig murer, lykkedes det at blive klar til den store dag. Om jeg er stolt af mine dygtige og seje og tålmodige elever? JA!!!
Betonsøjler på i alt 3,1 ton leveres fra mureren.
Frostsikre, italienske stentøjskakler, købt gennem Mosaikhjørnet i Husum.
Med inspiration fra Hundertwasser og Gaudi, tegnede børnene huse og jernbaner, som vi overførte til modeller af de enkelte sider af søjlerne. På de plader lagde børnene mosaikkerne.
Mosaiklørdag - der var brug for alle hænder for at blive færdige til tiden.
4 sider til en søjle klar til at blive monteret.
Vores dygtige mænd monterede én side af gangen med store stykker selvklæbende plastik.
Hold tungen lige i munden!!! Kanterne skal passe.
Søjlerne monteres på det sted, hvor den blivende udsmykning skal stå.
Den store dag: Værket afsløres af Kronprins Frederik og 4 af vores elever. Og de stolte billedskolelærere ånder lettede ud over den positive modtagelse, værket fik.
Værsgo! 5 søjler i hver by, som repræsenterer de 5 generationer, der har levet siden byerne opstod for 150 år siden. Jernbanen, som er byernes eksistensgrundlag. 150 små blomster i græsset - en for hvert år byerne har eksisteret. Og særlige bygninger fra de to byer i børnenes fortolkning. Tillykke med fødselsdagen, Hinnerup og Hadsten!
tirsdag den 11. september 2012
Royalt besøg og børnekunst
lørdag den 11. august 2012
Kaffekandebillede
Kaffekander har en dejlig form. Her er et lille eksperiment, jeg lavede en dag som forberedelse til aftenens kursus for en lille gruppe voksne. Idéen til teknikken har jeg fra bogen Akrylflow af Kristina Kjelsmark. En bog, jeg varmt kan anbefale. Den er fyldt med gode, tilgængelige idéer til akrylmaleri.
Efter at have spændt et stykke kraftigt papir (mindst 200 g.) op på en plade med malertape hele vejen rundt, byggede jeg billedet op i flere lag:
Med blondevoksdug, bobleplast og mønsterstencils, stemplede og duppede jeg hele billedfladen til med mønstre. Jeg brugte akrylmaling, og duppede med små stumper køkkensvamp.
Så tegnede jeg kaffekanderne op med blyant og malede mellemrummene mellem kaffekanderne med en transparent akrylmaling (akrylmaling fortyndet med lidt vand).
Kaffelkandernes konturer trak jeg op med en (madam) blå akrylmaling fra en lille maleflaske med tynd spids. Og de hvide kaffebønne-inspirerede stempler lavede jeg ved at klippe en oval form i noget selvklæbende, tundt skumgummi, klippe ovalen over i to og runde lidt til, klistre de to dele på en lille træklods og så ellers stemple løs. Jeg vil tro, at man også kan bruge mosgummi til at lave stempler med. Ellers kan man jo bare snuppe en kartoffel :-)
... Og til sidst blomster med en pink Poschatusch. Kom igen, kaffesøster :-)
Ud i det blå - fuglehuse
Jeg var så heldig at få fingre i en hel kasse skønne, små træfuglehuse. Se her hvad de blev til, da billedskolens elever fik dem - og alle vores blå malingsrester - at boltre sig med. De små fugle, som flyttede ind, er lavet af ståltråd, sølvpapir og malertape.
søndag den 3. juni 2012
Farvelæreleg II
En morgen, da jeg var på vej ud som huskunstner i en børnehave, fik jeg en en ekstra lille idé, som vi var nødt til at prøve af allerede af samme dag.
På en stor, hvidmalet træplade, malede børnene striber med flydende akvarel. I den ene tredjedel gule og røde striber, i den anden tredjedel blå og gule striber, og i den sidste tredjedel blå og røde. Så bar vi pladen uden for, og hentede en kande vand og en pakke sugerør.
Vi stillede pladen op ad en busk, og så gik det løs med at suge vand ind i munden med sugerøret og sprøjte det ud på pladen, så det løbende vand fik farverne til at blande sig. Og sådan fandt børnene ud af at gul og blå giver grøn, rød og gul orange og blå og rød lilla. Sjovt og dejligt skørt, syntes børnene.
Abonner på:
Opslag (Atom)
