torsdag den 23. november 2017

De tre vise mænd-collage


Fortællingen om de tre vise mænd fascinerer både børn og voksne med forestillingen om deres fine klædedragter, deres mystik og deres rige gaver. Denne idé giver eleverne mulighed for at eksperimentere med flotte mønstre og fine detaljer i deres egne fortolkninger af hvordan de tre vise mænd så ud.

Forløbet er oplagt at koble op på kristendomsundervisningen.

Sådan kan du gøre:

  • Bed eleverne om at tage fine rester af fx gavepapir med hjemmefra, og gå på opdagelse i skolens gemmer. En tur i genbrugsbutikken efter gamle atlas, nodehæfter, frimærker og billedbøger er også en god idé. 
  • Giv eleverne et ark sort kardus hver, og vis hvordan man kan bygge en collage op lag på lag. 
  • Start med baggrunden - felterne bag figurerne. Her har jeg valgt en form, der minder om gotiske kirkevinduer, men eleverne kan jo slev vælge hvilken form de vil bruge. 
  • Mændenes kroppe er klippet som "omvendte Uér" og hovederne er cirkler. Jeg kan bedst lide, når eleverne tegner dem i fri hånd. Der skal være plads til det individuelle udtryk!  Det er en god idé at klippe alle delene inden man begynder at lime dem på med limstift.    
  • Når felterne bag figurerne og selve figurerne er limet op, kan baggrunden dekoreres. Her har jeg tegnet guldstjerner med en guldfarvet Poscatusch. 
  • Den takkede ramme er klippet i nodepapir, og limet på bagsiden af billedet, inden hele molevitten er monteret på sort kardus i A3-størrelse. 

God fornøjelse! 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar