søndag den 30. juni 2013

Sprællemand



I morgen og i overmorgen holder vi sommerbilledskole for en stor flok krea-lystne børn i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. I år skal vi lave sprællemænd. Sjove, skøre, søde, grimme, skæve, uhyggelige og smukke sprællemænd. Kunstsprællemænd. Her er én af mine modeller, som jeg vil vise eleverne som inspiration.

Jeg gik på jagt på Internettet efter zebrahoved, gummistøvler og sommerfuglevinger, og kroppen er lavet af en gammel bogplakat, jeg fik af min søde boghandler. Øjne, bogstaver, vinger osv. er klip fra div. magasiner.  Det hele er limet op på falseæskekarton, lamineret og klippet ud (ben, krop/hoved og vinger hver for sig) inden delene er sat sammen med postklips, som lige har fået lidt lyseblå Poscatusch. Hullerne er lavet med hultang. Snorretrækket er ikke monteret endnu - det skal jeg lige øve mig lidt på :-)

Sprællezebra - klar til at komme med ud i verden!

torsdag den 20. juni 2013

Fortælletræ


Som en del af Farverskovudstillingen havde vi malet 7 små træer. Det ene træ blev til et "fortælletræ", hvor udstillingens besøgende, kunne skrive deres tanker, ønsker, kommentarer og respons på blade, klippet i karton. Bladene, som eleverne havde tegnet og klippet ud,  lå klar med ståltråd i en lille kurv, så de var lette for gæsterne at skrive på og montere i træet. På den måde blev udstillingen en lille smule interaktiv, idet de besøgende var med til at forme en del af den. Og for både vores elever og os undervisere har det været en stor fornøjelse at læse de mange, mange små beskeder på bladene. 

Du kan se hele fortælletræet i forrige blogindlæg






søndag den 16. juni 2013

Farverskov

I den kommende uge er det sidste chance for at se Hinnerup, Ulstrup og Hammel Billedskolers flotte udstilling Farverskov i Uhresalen v. Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Udstillingen hænger til torsdag d. 20/6.

I løbet af forårssæsonen har de 120 elever i de tre billedskoler arbejdet under overskriften FARVERskov. Der er blevet malet akrylmalerier med afsæt i kunstneren Anne Juul Christophersens billedunivers, formet svampe i ler og tekstil, tegnet fugle, lavet bille-grafik, bukket insekter i bonzaitråd og lavet fodaftryk.

Her kommer en lille håndfuld billeder fra udstillingen - og i løbet af de næste par uger, vil jeg vise eksempler på de enkelte elevers værker. Så værsgo - her kommer appetitvækkeren:






torsdag den 13. juni 2013

Male på sten




 

Det er så dejligt med sten... At gå på standen og samle smukke sten, som man kan putte i lommerne og mærke på, eller lægge i sin vindueskarm. At klatre på en stenmole. At sidde på en flad sten ved et bål og kigge ind i flammerne... 

Her er en idé til hvordan børn kan male på sten. Det er en fordel, at stenene er nogenlunde glatte i overfladen - i hvert fald, hvis der skal tegnes på dem. Stenene kan have forskellige størrelser, men når jeg arbejder med mindre børn, vælger jeg altid sten som er mindst ligeså store som en honningmelon - og gerne større. Når man skal flytte rundt på store sten, kan man bruge sækkevogne, trækvogne eller børnehavens trehjulede cykler med lad. Indenfor kan de trækkes rundt på gamle lagener. Og det vil børnene meget gerne hjælpe med.   

Sådan kan du gøre:
  • Stenene vaskes og skrubbes godt inden de lægges til tørre.
  • De helt tørre sten  grundmales med hvid grundmaling eller latex-grunder.
  • Når stenene er tørre, kan de males i flotte farver med akrylmaling.
  • Det er en god idé at bruge de farver, som ligger ind mellem to grundfarver + evt. hvid.  Jeg blander altid en palet af smukke farver, som børnene kan vælge imellem. Man kan male med pensler i forskellige størrelser og sætte spor med fx svampe, male striber eller prikker (fx med skumstempler).
  • Når malingen er helt tør, kan man tegne insekter eller mønstre på stenene med Posca tuscher. Eller skal stenene have øjne? Når børnene skal tegne insekter, viser jeg dem enkle silhuetbilleder af insekter, så de har noget inspiration. Man kan sagtens give dem ekstra ben og følehorn!  
  • Hvis stenene skal stå ude, er det en god idé at lakere dem. Skibslak holder bedst, men det strengt forbudt for børn. 




søndag den 2. juni 2013

Børnehavebørn maler børnehavebørn


I denne uge har jeg været på besøg i Børnehaven Søvang i Stilling, hvor jeg sammen med de 3, 4  og 5 - årige børn har lavet den skønneste udsmykning til et stort, nyt plankeværk på legepladsen. Børnehaven ønskede et forløb, som fokuserede på deres indsatsområde omkring inklusion og børnenes sociale liv. Og de her dejlige figurer viser da, at der er plads til alle!

Børnenes tegninger danner udgangspunkt for de her herlige, livsbekræftende figurer, som er større end børnene selv.

Jeg havde børnene i små grupper, og hvert eneste barn tegnede mindst én tegning af et barn. Forinden snakkede vi om humør og ansigtsudtryk, proportioner, kropssprog, forskellighed osv. Da alle tegninger var i hus, tegnede jeg én figur sammen fra hver gruppe. Brugte hovedet fra det ene barns tegning, kroppen fra en anden, øjnene fra en tredje osv. På den måde blev hele gruppen repræsenteret i én og samme  figur, og alle følte et tilhørsforhold til den figur, som vi nu i fællesskab projekterede op på grundmalet vandfast krydsfinér og tegnede op med sort sprittusch.

Derefter malede børnene figurerne under min vejledning. Først et lille kursus i hvordan man bruger en pensel - stor lydhørhed. Det handler om at skabe den rette stemning af at der her er vigtigt. Et lag maling af gangen i farver, som jeg på forhånd havde valgt ud, men som børnene selv valgte ud fra og satte sammen som de ønskede. Prikker og striber blev lavet dagen efter, at bunden var malet, og øjne og munde malede jeg op, ligesom jeg tegnede alle børnenes konturstreger op igen med sort sprittusch, da malingen var helt tør. Figurerne er savet ud med en stiksav, og kanterne er slebet og malet. Endelig skal de have mindst to lag klar skibslak (FORBUDT FOR BØRN!!!) inden de kan monteres udenfor på plankeværket og holde i mange år.    

Jeg har flere gange lavet fantasidyr med børnehavebørn på samme måde. Det er heller ikke kedeligt :-) Dem viser jeg en anden dag.