Da jeg for snart mange år siden var friskolelærer på Regnbueskolen i Hammel, og underviste i indskolingen, lavede vi masser af skønne, tværfaglige undervisningsforløb.
Nogle af dem tog udgangspunkt i den nærliggende skov, og "Kratterne" var ét af dem.
Vi startede med at gå i skoven og finde pinde, der kaldte på at blive vækket til live, og hjemme på skolen, tryllede børnene dem om til små figurer.
Børnenes krattere blev etableret i familier med forældre og børn, og der blev bygget hjem til de små trævæsner. Og - som en selvfølgelig del af projektet - blev der skrevet små historier om Kratterne. Teksterne blev samlet til hjemmelavede læsebøger.
Lige nu vil vi gerne flytte undervisningen udenfor - og måske var et lille Kratter-forløb en idé for dig og dine elever?
Kratterne er også et alle tiders lille familie-forårsprojekt som tager udgangspunkt i materialer, der er lige inden for rækkrvidde.
Læs herunder hvordan man kan lave en "kratter".
Du kan fx
bruge:
- Y-gren + lige, lidt mindre gren.
- Til hår: Garn, uld, strå, fjer, halm, ståluld…
- Til tøj/pels: Garn, stof, maling, tape. stanniol…
- Til at samle skulpturen med: Tape, almindelig eller farvet, garn eller ståltråd
- Til fx detaljer/vinger/horn/hatte: Pap eller karton, fx fra cornflakespakker, mælkekartoner eller papkasser.
- Limpistol eller anden god lim.
Sådan kan du gøre:
- Vend Y-grenen på hovedet og sæt den lidt mindre gren fast lidt over midten som arme. Brug tape, ståltråd eller garn til at samle med.
- Brug din fantasi og lav tøj, ansigt, hår, vinger, hale og alt det andet som din skulptur skal have. Brug de forskellige ting du har samlet. Lim på med limpistol eller anden god lim.
- Garn og stof kan vikle og binde på skulpturen. Det kan godt være lidt svært at tegne ansigt direkte på den mørke bark, så du kan jo lime papir eller fx malertape omkring hovedet inden du tegner ansigtet. Du kan også klippe et ansigt i pap og lime det på.
I min bog, Boost din billedkunst (Gyldendal 2020), kan du finde mange flere idéer til børnekunst under åben himmel.
Rigtig god fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar