Sider

onsdag den 13. maj 2020

Krattere


Da jeg for snart mange år siden var friskolelærer på Regnbueskolen i Hammel, og underviste i indskolingen, lavede vi masser af skønne, tværfaglige undervisningsforløb.

Nogle af dem tog udgangspunkt i den nærliggende skov, og "Kratterne" var ét af dem. 
Vi startede med at gå i skoven og finde pinde, der kaldte på at blive vækket til live, og hjemme på skolen, tryllede børnene dem om til små figurer. 

Børnenes krattere blev etableret i familier med forældre og børn, og der blev bygget hjem til de små trævæsner. Og - som en selvfølgelig del af projektet - blev der skrevet små historier om Kratterne. Teksterne blev samlet til hjemmelavede læsebøger.  

Lige nu vil vi gerne flytte undervisningen udenfor - og måske var et lille Kratter-forløb en idé for dig og dine elever? 

Kratterne er også et alle tiders lille familie-forårsprojekt som tager udgangspunkt i materialer, der er lige inden for rækkrvidde.   

Læs herunder hvordan man kan lave en "kratter". 



         Du kan fx bruge:
  • Y-gren + lige, lidt mindre gren.  
  • Til hår: Garn, uld, strå, fjer, halm, ståluld…
  • Til tøj/pels: Garn, stof, maling, tape. stanniol…
  • Til at samle skulpturen med: Tape, almindelig eller farvet, garn eller ståltråd
  • Til fx detaljer/vinger/horn/hatte: Pap eller karton, fx fra cornflakespakker, mælkekartoner eller papkasser.
  • Limpistol eller anden god lim. 
          
         Sådan kan du gøre: 
  • Vend Y-grenen på hovedet og sæt den lidt mindre gren fast lidt over midten som arme. Brug tape, ståltråd eller garn til at samle med.
  • Brug din fantasi og lav tøj, ansigt, hår, vinger, hale og alt det andet som din skulptur skal have. Brug de forskellige ting du har samlet. Lim på med limpistol eller anden god lim. 
  • Garn og stof kan vikle og binde på skulpturen. Det kan godt være lidt svært at tegne ansigt direkte på den mørke bark, så du kan jo lime papir eller fx malertape omkring hovedet inden du tegner ansigtet. Du kan også klippe et ansigt i pap og lime det på. 

I min bog, Boost din billedkunst (Gyldendal 2020), kan du finde mange flere idéer til børnekunst under åben himmel. 


                                                       Rigtig god fornøjelse! 



mandag den 11. maj 2020

Blad for blad - et fællesskabende kunstprojekt


Lav et blad og vær med til at skabe kunstværker til kulturhusene i Favrskov.
Med kunstprojektet Blad for blad er vi sammen om kulturen - hver for sig.

Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Maja Germundsson, Jane Susanne Andersen, Kulturhusene i Favrskov og mig.
ALLE kan være med. Se her hvordan du kan deltage:  https://favrskovbib.dk/nyheder/kort-nyt/blad-blad-vaer-med-i-et-faelles-kunstvaerk

Her kan du se mine forslag til hvordan du kan lave grønne genbrugsblade.




Her er papkasse-bladet først blevet viklet med garn og efterfølgende betrukket med citronnet. Garnet er viklet på kryds og tværs hen over papformen, så bladet er blevet tykt og blødt. Nettet er fastgjort på bagsiden med gaffatape. Takkerne er klippet i grydesvamp og limet på med limpistol.






Her er der først limet gulvisolering på pappet. Derpå er der trukket mejsebolde-net over hele bladets forside. Over nettet er der viklet grøn ståltråd og i det sidder der små blade klippet af en øldåse. Der er stukket hul i bladene med en stoppenål. På bagsiden er det hele holdt sammen med gaffa-tape. Frynserne er lavet ved at vikle garn omkring en 2 cm. bred papstrimmel. Der er sat et smalt stykke gaffatape på den ene side af “viklingen” inden frynsen er blevet klippet op sat fast bag på bladet med gaffatape.








Her er papkasse-bladet først betrukket med filt. Filten er klippet lidt større end papbladet og den er sat fast med små stykker gaffatape på bagsiden. Det er smart at klippe hakker ind i filten, så den kan bukkes om bladet i “små bidder”. Et stykke organza (kunne også være plastikpose eller tyl) er sat over hullet fra bagsiden med gaffatape. En takket kant klippet af en plastik-urtepotte og grøn murersnor rammer hullet ind. Fire fjer er limet på bagsiden med limpistol, så de står ud fra kanten. Bladet er til slut pyntet med pomponer, plastikperler og en metal-piberenser.

Du kan følge processen og finde mere inspiration i Facebookgruppen "Blad for blad".

Rigtig god fornøjelse! 

mandag den 4. maj 2020

Nu er Boost din billedkunst udkommet




Så skete det! Min bog, Boost din billedkunst, er udkommet på Gyldendal. Se herunder hvad Gyldendal-Uddannelse skrev på sin FB-profil: 

BOOST DIN BILLEDKUNST - NY BOG SPRÆNGFYLDT MED KØREKLARE IDÉER TIL DIN UNDERVISNING I BILLEDKUNST. 

Se videoen, og hør forfatter Line Frøslev fortælle om Boost din billedkunst. Bagefter kan du downloade en af idéerne fra bogen, og afprøve den sammen med dine elever. Du finder linket nederst i opslaget. 

Med Boost din billedkunst får du en overskuelig og lettilgængelig inspirationsbog til undervisningen i billedkunst i 1.-6. klasse. Den giver praksisnære idéer til din undervisning, der alle er beskrevet trin for trin, så du og dine elever let kan komme i gang. 
Læs mere og køb bogen her: https://bit.ly/2YcPYkP

PRØV EN AF IDÈERNE FRA BOGEN: Lad dine elever i 1.-2. klasse tegne insekter og opleve, hvad der sker, når de tegner på sort papir og maler mønstre med en fluesmækker. Og - du kan let tilpasse idéen til jeres nye skolevirkelighed, hvis du gerne vil bruge den udendørs. Download idéen her: https://bit.ly/3eQtxIh