Sider

mandag den 19. oktober 2015

Dagdrømmehuse


I efterårsferien holdt jeg en børneworkshop, som jeg kaldte dagdrømmehuse. Børn mellem 7 og 15 år var inviteret til at lave farvestrålende huse hvor alt kunne lade sig gøre i forhold til farver, mønstre, former på vinduer osv.

Vi startede dagen med at se på alverdens arkitektoniske perler. Lige fra Taja Mahal og det Skæve Tårn i Pisa til Operahuset i Sydney og Guggemheimmuseet i Bilbao. Vi så på Gaudis bygninger og Hundertwassers universer. Og så så vi på en hel masse kunstbilleder af huse i alle afskygninger. Bl.a Heather Gallers skønne, multimønstrede - og farvede malerier af amerikanske byer.  

Og så gik børnene i gang med deres egne huse.

Jeg gav børnene mulighed for enten at arbejde med papkassepap eller MDF, som på forhånd var savet ud i husformede stykker. De børn, der valgte pap, kunne selv tegne formen på deres hus, og dermed var der lagt op til en friere opgave. Derfra var arbejdsgangen den samme.

Sådan kan du gøre: 
  • Tegn en skitse af dit hus
  • Mal muren ensfarvet til at begynde med
  • Mal taget
  • Mal detaljer som tagsten, vinduer og døre eller klip det ud i mønstret papir og lim det på
  • Overvej om der fx skal vokse planter eller bo drager ved huset. Planter kan tegnes på med Poscatusch og drager kan klippes i pap, males og limes på
  • Skal der være pynt på huset i form af udhæng, gesimser osv. Det kan fx laves i mønstret papir
  • Tegn med Poscatusch omkring vinduer og døre, skriv husnummer
  • Paphuse kan sættes sammen, hvis du har lavet mere end ét. Klip huller med en hultang og saml dem på bagsiden med farvet ståltråd

Materialer:
  • Papkassepap og/eller eller MDF
  • Hobbykniv (til store børn eller den voksne) + skæreunderlag
  • Sakse
  • Pensler
  • God, dækkende akrylmaling i dejlige farver
  • Lim, fx limstifter og limlak, der også kan bruges til at lakkere husene med til sidst
  • Limpistol
  • Papir med flotte mønstre og farver
  • Poscatuscher
  • Skitsepapir og blyanter


Mal muren ensfarvet til at begynde med


Mal taget og tegn detaljer som tagsten og mursten med Poscatusch, når malingen er tør. 
Mursten kan også klippes i papir og limes på som her


Døre og vinduer kan klippes i papir eller males på. 
Overvej om der skal pynt på huset , fx i form af gesimser i mønstret papir.  


Her huse i papkasssepap.


Hus i 9 mm. MDF, som en plante er ved at vokse frem på.


Huse i papkassepap


Huse i papkassepap


Store huse i MDF og små huse i papkassepap


Laras og Maries huse har døre eller vinduer, som kan åbnes og lukkes. 
De er lavet i papkassepap og limet på med limpistol.  

Næste gang vil vi prøve med 3-dimensionelle huse :-)

Rigtig god fornøjelse! 

2 kommentarer:

  1. Hold nu helt fast, hvor er det bare nogle fine huse. De sætter helt gang i fantasien og tankerne i gang, for hvem bor dog i de huse? :)

    SvarSlet
  2. Jamen de store og knap så store piger var bare så seje! Det er altid en fest at se hvordan en idé bliver sprællevende, når børn griber den. Og ja, hvem mon der bor i husene? Næste workshop kunne handle om hvem der gemmer sig bag døre og vinduer :-)

    SvarSlet