Sider

tirsdag den 12. november 2013

Doodle og flydende akvarel





De her små doodlede fugle har inspireret mine elever i billedskolen overraskende meget. Det var egentlig et lille projekt, som jeg havde kørende som "buffer", men det viste sig at sætte gang i en hel lavine af doodlerier hos pigerne. Efter et halvt år doodler de stadig! Jeg har endda snakket med en børnehavepædagog, som efter at have set mine elevers udstilling, har lavet tilsvarende billeder med de ældste børn i sin børnehave - selvfølgelig i en lidt enklere udgave. Så nu skal I selvfølgelig også have idéen: 

  • Farv et stykke akvarelpapir med flydende akvarel. Fråds med farven, så farverne flyder ud og løber sammen. Her har jeg brugt gule og grønne nuancer. Det er en god idé at holde sig inden for spektret mellem to primærfarver eller nabofarver i farvecirklen. Så ender det hele ikke med at blive brunt  
  • Drys groft køkkensalt på papiret mens farven stadig er meget våd. Læg det til tørre. Saltkrystallerne samler og opsuger farven, så der opstår de fineste mønstre 
  • Tegn omridset af en sjov, skør eller sød fugl på et stykke hvidt tegnepapir. Tegn evt. omridset med blyant, men træk konturstregen op med sort tusch 
  • Fyld fuglen med doodlerier. Brug sorte sprittuscher. Læg gerne inspirationsmateriale frem - der findes masser af doodlemønste på nettet. Denne fugl er blot et hurtigt eksempel - jo mere tid man bruger på at doodle, jo flottere bliver fuglen selvfølgelig
  • Klip fuglen ud. Det er flot at klippe et par millimeter fra den sorte konturstreg, så fuglen får en smal hvid kant 
  • Når det akvarelmalede papir og saltet er tørt, drysses saltet af og fuglen limes på. Montér billedet på sort karton 

God fornøjelse! Men pas på: Det er en lille smule vanedannende at doodle :-)








1 kommentar: