Se mere om Børn, kunst og billeder her: http://www.bornkunstogbilleder.dk/
God fornøjelse med læsningen. Jeg håber artiklen vil inspirere jer!
Af Line Frøslev, billedkunstner og
leder af Hinnerup billedskole.
2017 var
Kulturhovedstadsår i Aarhus og i hele region Midtjylland. I Farvskov Kommune
valgte vi bl.a. at fejre begivenheden med en stor børnekunstudstilling i Hinnerup
Bibliotek og Kulturhus.
Kulturhuset
har en årelang tradition for i efterårsferien at afholde børnekunstudstillinger
i den smukke Uhresal med bidrag fra områdets daginstitutioner og SFOér. Med
udgangspunkt i erfaringerne fra de velbesøgte efterårsudstillinger, tog
kulturhusets leder, Ulla Knudgaard Fisker, og et par af hendes medarbejdere, initiativ
til at udvide konceptet i forbindelse med Aarhus 2017.
Den
overordnede idé var at slå et slag for børnekulturen ved, i et tæt samarbejde
mellem lokale, professionelle kunstnere, institutionerne og kulturhuset, at
skabe en storslået børnekunstudstilling med både analoge, digitale og
interaktive elementer. Derud over var ønsket at etablere et kunstnerisk møde på
tværs af institutioner og faggrænser. Jeg blev, sammen med grafiker Kristian
Stokholm og digital kunstner Kristian Pødenphant Lund, ansat som leder på
projektet, som blev støttet økonomisk af Favrskov Kommune.
Uhresalen,
som løbende bliver brugt til udstillinger og koncerter, blev over en periode på
godt to uger, forvandlet til et skovunivers i form af en totalinstallation med
både lysninger og mindre rum. En verden som, via børnenes æstetiske udtryk,
afspejlede livet i kommunes store skovområder, og dannede udgangspunkt for en
sanselig og afvekslende kunstoplevelse.
Alle børn i og omkring Hinnerup har kendskab
til og erfaringer med skoven, og fordi kulturhuset ligger lige op mod skoven
med store vinduer ud mod de gamle bøge – og egetræer, var det oplagt at trække
uderummet helt ind i udstillingssalen gennem motiver og farvevalg.
Grundelementerne
i udstillingen var 22 stk. 4 meter lange og 1 meter brede baner af papir, der,
fastgjort til et teaterkulissestillads, hang lodret ned, og dannede illusionen
om en skov. Midt i rummet svævede Drømmetræet,
som var bygget op af flere hundrede individuelle mobiler.
Som
deltagere i projektet inviterede vi alle lokale SFOér, billedkunstklasser fra
folkeskolerne, daginstitutioner, Hinnerup Coding Pirates og selvfølgelig
Hinnerup Billedskole. Derud over etablerede vi et samarbejde med Naturværket,
et dagtilbud for voksne udviklingshæmmede, og Hinnerup Kollegiet, som er et
bosted for voksne autister. I alt bidrog over 800 børn og voksne til
udstillingen.
For at sikre
harmonien og sammenhængen i udstillingen, og for at højne kvaliteten i børnenes
møde med billedkunsten, både i forhold til proces og produkt, holdt jeg tidligt
i forløbet inspirationsworkshops for det pædagogiske personale i
daginstitutioner og skoler. Her fortalte jeg, dels i ord og dels i billeder,
deltagerne om projektet og om mine grundlæggende tanker om udstillingens
æstetiske udtryk. Jeg havde udarbejdet kompendier med konkrete idéer til
hvordan der, hjemme i skoler og institutioner, kunne arbejdes med maleri,
grafik, skulptur og collage – alt sammen inden for et givet farvedogme. På de
mine workshops fik pædagogerne mulighed for at afprøve de forskellige idéer, og
de fik materialer med hjem til flere af de små delprojekter.
Alle
deltagere forpligtede sig på at bidrage med en lang bane papir, udsmykket af
børnene. Derud over bandt alle daginstitutionerne sig til at bidrage til det
store, centrale træ, hvis krone bestod af flere hundrede svævende gren-mobiler,
mens stammen blev skabt af et tilsvarende antal små træskiver dekoreret med håndtegnede
insekter. Hvad man der ud over ønskede at bidrage med var op til den enkelte
skole/institution. Mange valgte at
arbejde ud fra mine idéoplæg, og enkelte udviklede deres egne idéer på baggrund
af det valgte farvedogme. Eneste krav til indholdet var, at motivverdenen
skulle relatere til flora og fauna i de danske skove.
I løbet af
august og september holdt jeg 8 workshops for børnehavernes storbørnsgrupper,
som kom på besøg hos mig i Uhresalen, hvor udstillingen skulle finde sted. Her
fortalte jeg om idéen med udstillingen, talte med børnene om hvad kunst er og
hvad kunst kan, og endelig underviste og guidede jeg hver gruppe igennem
arbejdet med deres lange bane papir.
Til hver
gruppe havde jeg udviklet en ny idé, og hele vejen igennem havde jeg fokus på
både lærerige processer og et smukt produkt. Børnehavebørnene arbejdede med
mange forskellige udtryk og teknikker, lige fra tryk med hjemmelavede stempler,
maleri med pensler lavet af pinde, græs og blade, som vi hentede i skoven, til
iagttagelsestegning af ugler og mariehøns. Børnene labbede det hele i sig, og
de mere eksperimenterende projekter som at male tidseldun med toiletbørster og
at sprøjte med solskin (i form af gul, flydende akvarel i små pumpeflasker) fik
de 4-5-årige deltagere til at spærre øjnene op.
Hver gruppe
børn fik fortalt små historier og naturvidenskabelige facts om det valgte emne,
og de blev undervist i bl.a. guidet tegning, farvelære, komposition osv.
Resultaterne blev enestående, og børnene var ved at revne af stolthed når de
forlod mit midlertidige værksted i Uhresalen. Små bemærkninger som ”jeg troede
ikke jeg kunne male en mariehøne” og ”jeg vidste slet ikke at jeg var så god
til at tegne”, fik mig til at juble indeni.
Pædagogerne
gav både undervejs og efterfølgende udtryk for, at det for dem havde været både
inspirerende og berigende at se hvordan jeg arbejder med børnene, og at
deltagelsen i projektet gav dem mod på selv at arbejde noget mere med
billedkunst hjemme i institutionerne.
Og børnene…
De tegnene, malede og eksperimenterede på livet løs, når de kom tilbage til
børnehaverne. Flere institutioner berettede om hvordan de børn, der havde været
med på mine workshops, havde undervist de yngre børn hjemme i børnehaven i fx
at tegne edderkopper og guldsmede. Et enkelt sted havde man oven i købet
etableret et lille værksted, hvor ældstebørnene over en periode delte deres nye
viden med de mindre børn i huset.
Sideløbende
med at jeg holdt mine workshops i kulturhuset, arbejdede alle bidragyderne
hjemme i skoler og institutioner med Liv i løv, og jeg stod til rådighed på
sidelinjen med råd og sparring.
Der var stor
variation i hvor meget de forskellige grupper bidrog med. Nogle havde sat meget
tid af til projektet, koblet det til temauger, og fik lavet en mængde
forskellige værker, mens andre nøjedes med at arbejde med mobiler til
Drømmetræet samt den lange bane papir.
At det var
op til den enkelte gruppe selv at vælge omfanget af deltagelsen gjorde, at alle
følte sig trygge ved at sige ja til at være med. Pædagogerne har tilkendegivet,
at de var glade for den grundige introduktion til projektet, samt alle de idéer
de fik fra mig i opstartsfasen. Jeg var spændt på hvordan de ville opleve det
stramme farvedogme og den relativt smalle motivverden, men den generelle
holdning har været, at det var helt befriende, at så meget var givet på forhånd
– samtidig med, at der alligevel var plads til deres egne idéer.
Ud over de
allerede nævnte, afholdt vi yderligere 3 Liv i løv-workshops i kulturhuset
forud for udstillingen: Et eftermiddagsarrangement for billedskolefamilier, som
blev inviteret ind til at lave fugleskulpturer, en pap-workshop, hvor børn
skabte masker, dragter og huler, der kunne leges med i udstillingen, samt en
workshop, hvor Favrskovs største computerspil blev designet.
Udstillingens
digitale elementer blev faciliteret af mine to medprojektledere, Kristian og
Kristian, samt deres elever i Coding Pirates, som er børn, der arbejder med
kodning af computere. Den digitale del bestod bl.a. af en bane hvis motiver var
udført med tegne-robotter (bygget af børn) og med en lille monitor tilkoblet,
som viste tegneprocessen. En lang bane rummede Farvsrovs største computerspil,
som udgjorde et af de interaktive elementer i udstillingen. Her skulle man
gribe æbler som faldt fra et træ, og både det grafiske lay-out på spillet og
selve kodningen var foretaget af børn. Endelig var der et interaktivt værk,
hvor digitalt portræt, taget på stedet, blev klippet ind i et efterårsblad, som
efterfølgende, sammen med alle de andre gæste-blade, blev projekteret op og
dalede ned over en lang bane papir, og som man, ved at bevæge armene, kunne få
til at hvirvle rundt på banen. Derud over indgik farvet lys, der skiftede i en
bestemt cyklus, mens audiooptagelser fra kommunens skove udgjorde en diskret
lydkulisse.
Først i
oktober modtog vi alle de børnekunstværker, som gennem de seneste par måneder
var blevet produceret ude i skoler og institutioner, og efter tre lange dages
intenst arbejde med ophængningen – og med hjælp fra et helt lille korps af
frivillige, var vi endelig klar til åbne udstillingen.
10 måneders
arbejde kulminerede i et brag af en fernisering torsdag d. 12. oktober. Flere
hundrede børn og voksne var mødt op for at være med, og efter taler fra
Favrskovs borgmester, Nils Borring, kulturhuslederen og os i projektgruppen,
var vi endelig klar til at klippe det røde bånd, og lade de spændte gæster
opleve Liv i løv.
Begejstringen
ville ingen ende tage, og vi må med stolthed erkende, at projektet var både var
alle pengene og de mange, mange arbejdstimer værd. Kulturhuset fortæller om
rekordhøje besøgstal i de godt to uger udstillingen varede, og sjældent har vi
fået så mange positive tilkendegivelser fra både lokale og folk udefra, som kom
for at se udstillingen.
I
udstillingens første uge, uge 42, blev der afholdt yderligere to Liv i
løv-arrangementer i kulturhuset: En workshop hvor børn kunne lære at bygge små,
digitale robotter på kogler, samt en guidet familieskovtur, der startede i
udstillingen og sluttede i skoven udenfor.
Med
børnekunstudstillingen Liv i løv blev det endnu engang tydeliggjort hvilken
betydning det har at vægte børns arbejde med kunst. Arbejdet med Liv i løv har
ført børnene gennem processer, som, ud over at give dem færdigheder indenfor
tegning, maleri, grafik og skulptur, og viden om alt muligt lige fra antal ben
på et insekt til forskellen på magentarød og kadmium, har lært dem en værdifuld
lektie om samarbejde, og om at løfte i flok.
At så mange
små og store børn kan skabe så megen skønhed skyldes at de er blevet taget i
hånden – og er blevet taget alvorligt. De er blevet undervist, er blevet
stillet udfordringer, har stået på tæer, lært og eksperimenteret. De har
erfaret, at billedsproget er et vigtigt og værdifuldt sprog – et sprog, som de
alle kan tale. Vi har set dem vokse med succeserne – og
de har fået lyst til mere.
Igennem
dette projekt, hvor mange af børnene oven i købet har haft deres gang i
kulturhuset, har siddet midt i en kunstudstilling og, med deres tegninger og
malerier, arbejdet hen imod en stor, fælles børnekunstudstilling, har børnene
fået mulighed for at opleve sig selv som både bærere og skabere af kultur. De
har erfaret, at kultur er ikke bare er noget de andre skaber – det er noget vi
skaber sammen. Og de har mærket, at kulturen er mangfoldig og levende, og at den
gør vores verden større.
