Det kører med ører

Når man skal ud i skoven og lave landart, skal man have det hele med. Duftene, solstrålerne, regndråberne, følelsen af mos mellem fingrene og blade under fødderne. Og så alle lydene. Af fugle, der synger. Af strå og grene, der hvisker i vinden. Af regnen, der drypper på bladene. Af nisserne og de små skovtrolde, der lister rundt mellem træstubbene derinde i halvmørket under granerne, hvor man ikke helt kan se, hvad der foregår... Så hvad er bedre end at få sine egne kæmpestore museører, som opfanger alle skovens lyde?

Noget af det, jeg elsker ved at lave kunstprojekter med børn, er, at de altid er 100% med på den. Som nu for eksempel historien med ørerne. Som en del af et stort kunstprojekt med 4 institutioner i Skanderborg, havde jeg en hel uge i skoven med 60 skønne unger. Og da jeg en morgen pludselig sad med museører på, mens jeg hjalp nogle drenge med at montere arme på deres små gren-mænd, var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved hvorvidt det var sært eller ej med de ører. De små purke konstaterede bare. "Du har ører på". Jeg bekræftede, og inden jeg havde nået at spørge, om det også var noget for dem, havde de bedt om lov til selv at få et par museører. Og selvfølgelig fik alle børn museører. Lavet af en gammel papkasse, bukseelastik og pinkfarvet Gaffatape. Og hold da op, hvor var det noget særligt at gå på opdagelse i skoven den dag. Vi kunne virkelig høre lydene meget tydeligere. Og man laver altså en helt særlig slags skovkunst med museører på.

Det kører med ører!

Mal på gennemsigtig plastik

Alle børn elsker at få lov til at male i stort format. Når det så oven i købet foregår under åben himmel og i selskab med gode venner, bliver det ikke meget bedre. Idéen er god til både de små børn helt ned til dagpleje/vuggestuealder og til børnehave - og skolebørn. Tja, og de voksne skal som regel også altid lige prøve.

Her er samarbejdet i fokus. Børnene arbejder sammen to og to og der skal gives tid og plads til hinanden. 

En vigtig del af processen er at tale med børnene om ansigtets og kroppens proportioner. Det er for de lidt ældre børn en øvelse i at se og indfange kroppens og ansigtets konturer. For de mindste børn er det for abstrakt at arbejde med konturstregerne. De fylder flader ud og gør sig erfaringer med malingen, penslerne og formatet. 

Sådan kan du gøre: 

• Start med at spænde gennemsigtig plastik i metervis op på legepladsen, i gymnastiksalen eller hvor du nu kan finde god plads. Jeg synes det er dejligt at være udendørs med denne aktivitet. På legepladserne er der som regel nogle stolper eller træer, som man kan fastgøre plastikken til. Jeg bruger gennemsigtig dampspærrer fra byggemarkedet, som foldes nogle gange i enderne, inden det skydes fast med en hæfteklammespistol. Man kan lave forstærkninger med gaffetape, hvis det er nødvendigt. Det er godt at være to eller tre voksne til det, for jo mere stramt man får spændt plastikken ud, jo lettere bliver den at male på for børnene, og jo mindre følsom bliver plastikken for vindpust.

• Hæld billig, blank alrylmaling op i plastikbægre og tilsæt hver portion et par dråber opvaskemiddel. Sulfoen gør noget ved overfladespændingen i malingen, så den binder bedre på plastikken,  Find bløde pensler frem. Jeg har altid en pensel til hver farve. Penslen følger farven, ikke barnet.  

• Lad børnene arbejde sammen i par. To og to skiftes de til at male hinanden gennem plastikken. Lad det ene barn stå helt tæt op ad plastikken. Så tæt, at han rører den med krop og ansigt. Lad det andet barn male konturerne af makkerens krop og ansigt. Lad dem male linjerne i tøjet. Måske er der prikker på gummistøvlerne og knapper og lommer på jakken? De mindste børn maler flader i stedet for. For børnene er det en fryd at mærke hvordan penslen kilder gennem plastikken - og et under, at man ikke får maling på sig :-)   

Det er en god idé med forklæder og evt. blå plastikfutter til de børn, der maler. 

Rigtig god fornøjelse!