Sider

søndag den 9. februar 2014

Fuglemaske

Da jeg den anden dag forberedte den næste workshop i huskunstnerkunstnerhuset.dk , Svalegangen,
gik jeg helt amok i glimmer, ponponer og palietter. Idéen med workshoppen er at børnene skal lave farvestrålende fuglemasker, som får enhver svale til at drømme om lånte fjer. Og der skete vist det, da jeg kom i gang med at lave min model, at jeg  fik det lidt som en lille pige i en slikbutik. Jeg ville have det hele og helst på én gang. Så jeg lagde alle forestillinger om minimalisme og god smag på hylden, og gav den fuld skrue med alle de glitrende ting, som ville få de tre dragqueens i Ørkendronningen Pricilla til at sukke længselsfuldt. Sikke en fest det var!

Jeg startede med at male en plastikmaske fra AV Form sort med tavlelak. Mens den tørrede, klippede jeg forskellige former i tyndt liggeunderlag, som jeg malede med perlemorsmaling. Se evt. på AV Forms hjemmeside hvordan man kan bruge liggeunderlag til masker: http://www.avformshop.dk/ide-og-inspiration/14009-masker-af-liggeunderlag

De tørre stykker liggeunderlag blev limet på masken med limpistol, og så kastede jeg mig frådende over plastikmoasik, palietter, fjer, effektliner og dryssede til sidst guldglimmer på næbbet, som også er klippet i liggeunderlag og limet på med limpistol. Nu venter jeg bare på at blive inviteret til maskebal.

Måske er der nogle af jer, som kan bruge idéen her op til fastelavn?