torsdag den 3. januar 2013

Kaffetrolden - homage to Henry Heerup

Jeg holder så meget af Henry Heerups finurlige, kærlighedsfyldte og optimistiske billedunivers. Og selvfølgelig skulle mine mellemste billedskoleelever (4.-5. klasse) snuse til den gamle multikunstner. Jeg fortalte dem om Henry Heerups liv og værk, og viste dem både malerier, "skraldeskulpturer" og tryk. Det lille billede, som var afsættet for dagens billedarbejde hedder Kaffetrolden og er fra 1976.

Jeg satte min samling af Madam Blå kaffekander frem på bordet og gav børnene god tid til at digte deres egne kaffetrolde - og mange andre skabninger. Undervejs talte vi om højlys, egenskygge, nuancer af køkkenblåt og "drømmedamp"... Se her nogle af de skønne billeder, tegnet med blyant på karduspapir og farvet med Neocolor I.